Den nye plade med Eric Chenaux er hans mest fejlfri og rene. Say Laura indkapsler perfekt det kontraintuitive samspil mellem instrument og vokal, som Chenaux har afsløret og nydt gennem det seneste årti: hans let forrykte sammensætning af strålende blød, forførende sikker sang og drilsk, udkørt, fuldstændig destabiliseret guitar kunne ikke komme fra nogen anden musiker. De fem vandrende, undrende ballader på Say Laura fører Chenaux' semi-improviserede, men skarpt bevidste sangskrivning til dens fuldeste, klareste, varmeste og cooleste form;kompromisløs og generøs, hyperspecifik og løs, spartansk og luksuriøs, elementær og ornamenteret. Og Say Laura ånder som ingen anden Chenaux-plade. Vokal og guitar er indskrevet med elementær klarhed i et forunderligt åbent, symbiotisk lydrum. Hans rene tenor-croon glider gennem en krisp, klangfuld æter, mens hans fried guitar kører svimlende og muntert, hver gestus og klangfarve fanget i ubønhørlig detalje. Interviewet som The Wire-magasinets coverstjerne i 2017 sagde Chenaux: "detaljerne i vores liv er ofte produceret med improvisation og eksperimentering, og i min musik er improvisation en måde at høre disse detaljer." Detaljerne på Say Laura når nye højder af klar skarphed. Eric Chenaux bliver ved med at blive bedre; Say Laura fanger ham på sit bedste.
