I slutningen af 2000'erne strømmede et vidtstrakt katalog af det, der i dag er genredefinerende musik, ud fra et usandsynligt sted. Cleveland, Ohio har et bredt ry for mange ting, men i nullerne var psykedelisk udvidende Kosmische ikke nødvendigvis Clevelands varemærke ... indtil Emeralds. Trioen John Elliott, Steve Hauschildt og Mark McGuire havde udgivet en overflod af limited-run-kassettebånd, CD-R'er og vinyludgivelser, som var blevet sendt rundt til shows i kældre og derefter vandret videre til nicheprægede musiksamfund online, hvilket skabte en unik form for mumlen på højdepunktet af DIY-blogæraen. Tre unge fra rustbæltet skabte en særegen og virkelig outreret musikalsk retning på deres egne præmisser i Midtvesten. De vendte op og ned på kældre med træpaneler og cirkulerede i undergrunden med svævende lyde, stilistisk i gæld til dybe tyske elektroniske musikpionerer og udgivet med renegade Midtvesten-noisefreaks' etos og forvredne iver. Efter flere udgivelser havde skabt en hardcore-fanbase i nichekredse af internet-/musikkultur og derefter fanget opmærksomheden hos afdøde Peter Rehberg, den anerkendte kunstner og kurator for Editions Mego-pladeselskabet, var forventningen sat om, at den næste Emeralds-plade ville blive stor. Og i 2010 var Does it Look Like I'm Here det. Kunstnerisk set er albummet en definitiv erklæring;dette er at sige, at den blev skabt af hoveder til hoveder, en ægte vare og en dybtgående lytteoplevelse, men mainstreamen kastede sig også ud i det. Pitchfork anerkendte den sjældne karakter af albummets elektricitet med en "Best New Music"-vurdering. Denne crossover-succes er et resultat af numrenes styrke og vidunderligt producerede og præcise strukturer. Den er skruet helt ind. Mens de stadig skaber deres særprægede, gabende kosmiske lyd, oversvømmer Elliott og Hauschildt stereospektret med funklende arpeggioer, støvede, melodisk dynamiske bølger, bølgende FM-teksturer og kløftbrede bølgeformer. McGuires signaturguitarspil ekkoer af følelsesladet new age-patontos og kaskaderende astrale space rock-trancetilstande. Deres tidligere album havde mange numre, der svævede forbi ti-minuttersmærket, men disse nye sange var korte, stærke. "Candy Shoppe" åbner albummet med poleret elegance;Emeralds' pulserende syntetiske lyd gjort biddevenlig, en glødende mundfuld pakket ind i vokspapir. På "Goes By" skiller de langsomme elektriske guitarstrum og svulmende synth-pads sig ad i omsluttende lag af synth-gurglen og svævende leads. Begge numre er hele verdener holdt pænt under fem minutter. Hvis tidligere album som Solar Bridge og What Happened var lysergiske udstrakte landskaber, præsenterer Does It Look Like I'm Here sig som en dåse indeholdende en serie psykonautiske eksplosioner. Alt dette for at sige, albummet levede op til hypen. En tolv-sangs ekspedition gennem et støvet og funklende drømmelandskab. Does It Look Like I'm Here, med sit ikoniske cover, der præsenterer æstetikken, var et strålende billedrørs-tv, der stod og summede i et mørkt rum og samlede støv fra rummet, bedstemors vase fyldt med olieplettede polypropylen-blomster. Albummet virker bevidst om den kulturelle flodbølge/tomrum, som internettet var dengang og kun ville skabe yderligere, og alligevel er der en skønhed her, en omfavnelse af fortiden, både autentisk og gennem en form for trippet kitsch, som en måde at finde en ny ekstatisk nutid. Helligede pionerer - tænk Tangerine Dream, Ash Ra Temple, Kraftwerk, Can - havde føltes legendarisk uden for rækkevidde på tværs af tid og kultur;en stjerneplettet ting fra en fjern, tåget fortid. Emeralds tog den lyd og gjorde den nutidig, gjorde den punk, gjorde den amerikansk-outsider. Dermed blev en hel bølge af amerikansk DIY-ambient-musik budt velkommen til mid-i-hvert-fald-mainstream opmærksomhed; Emeralds, og de acts, der fulgte deres spor efter, udfordrede det eksperimentelle og støjende miljø til at omfavne mere melodi og struktur, og inviterede også den kvasi-akademiske verden af deep ambient til at blive skorpet og hjemmestrikket. DIY-spillesteder ville pludselig have brug for at skabe plads mellem skarer af skumle indie-acts eller straffende no-input mixer-nederlag, så ambient-zonerne kunne astrale projicere, mens Emeralds, eller grupper der fulgte Emeralds' spor, skabte lydlandskaber på bunker af synths og pedaler. Når man lytter til det nu, 13 år efter dens oprindelige udgivelse på Editions Mego, lyder albummet alligevel tidløst, stadig umiddelbart. Der er en vidtåben og bomuldsmundet ærefrygt syet ind i disse strålende lydfolder; for dem, der er nye inden for den slags ting, lad denne genudgivelse tjene som en indvielse, en historietime og en heroisk dosis. For dem, der er vokset op i scenen og har slidt deres mp3'er af dette album op;kan de endelig få et frisk eksemplar på vinyl. Does It Look Like I'm Here blev et kendetegn, der ville skære en sti for en hel scene. Ghostly International er begejstret for at genudgive albummet, remasteret af Heba Kadry, inklusive 7 bonusnumre eksklusive til det digitale album og CD'en. Den begrænsede udgave 2xLP inkluderer omfattende liner notes af Chris Madak (Bee Mask).
